Getaway til Fiji

Så var det tid til lidt tropisk paradis, hvide sandstrande og drinks ved poolen. Vi har været på en getaway på 14 dage til Fiji, og det har været fantastisk.

Vi startede med et par dage på hovedøen Viti Levu, hvor vi tog den lokale bus ind og udforskede Nadi. Meget travl by, hvor man hurtigt fik fornemmelsen af kulturforskellen og forskellen på rig og fattig. Det fijianske folk har 3 forskellige religioner; Hinduisme, Kristendom og islam. På Fiji finder man rigtig mange marker med sukkerrør, hvilket i gamle dage var deres hovedindtægt på øen. For at få flere arbejdere i sukkermarkerne hentede de arbejdskraft fra Indien, hvilket er derfor at der er rigtig mange Indere på Fiji. 

Herefter havde vi bestilt et Bula Pas, der skulle tage os på Ø-hop rundt på de små øer omkring Viti Levu i 5 dage. Et Bula Pas giver dig adgang til frit at tage den færge der dagligt sejler imellem alle øerne, og så kan du selv bestille hvilke øer og hoteller du vil bo på. Vi startede på Barefoot Kuata Island, som er en lille ø, med kun 1 hotel, som er styret af et tysk par. Her havde vi givet den gas og bestilt et luksustelt, og det fortrød vi ikke, det var helt fantastisk. Der er mad inkluderet i de fleste hotelpakker, da der, som regel, kun er det hotel, du kan spise på og ingen restauranter i nærheden. Her var vi ude og snorkle med revhajer, en oplevelse, der først blev mødt med en skræmmende og nervøs følelse, men viste sig at være en helt unik og uforglemmelig oplevelse. Hajerne var rigtig nysgerrige og jo mere rolig man var i vandet, jo tættere kom de på.

Dernæst tog vi til Mantaray Island (også kun med ét hotel). Her boede vi på Dorms. På øen kunne man ligeledes opleve en masse, og man havde dårligt tid til at nå det hele. Mantaray Islands hovedaktivitet er, at man kan svømme med Mantarays. Men det er svært at have faste tidspunkter om dagen, hvor man komme ud og snorkle med dem, da de jo er vilde dyr, som man ikke kan kontrollere. Derfor har hotellet dagligt spottere ude for at finde dem, og så snart de er fundet, kommer de i land igen og slår på trommen – og så ved man, at nu er der Mantarays. Vi havde booket 2 overnatninger for at være sikre på at kunne nå at svømme med dem. Hele den første dag vi ankom, samt den næste var der ingen Mantarays at se. De fortalte os at de kommer med tidevandet og grundet fuldmånen, var tidevandet ikke regelmæssigt som det plejede. I stedet bookede Kasper et dyk med Bull Sharks for at overvinde sin frygt for hajer. Fuldstændig crazy modigt, taget i betragtning af, at de faktisk er meget aggressive. Han skulle dykke sammen med en marinebiolog samt en masse andre guider for sikkerhedens skyld. En once in a life time oplevelse med hele 15 Bull Sharks der svømmede lige foran ham og havde deres frokost. Det havde været en kanon oplevelse, men ikke noget som mine nerver ville kunne holde til. Derfor tog jeg på en Village trip i trygge rammer. Vi sejlede hen til den nærmeste lokale landsby for at møde de lokale og opleve hvordan deres hverdag er herude på disse smukke øer. De bruger små solpaneler til elektricitet, samt store regnvandsbeholdere til drikkevand. Det var en stor kulturforskel at se. Vi så Høvdingens hus, deres kirke, som de dyrker rigtig meget, og den lokale skole hvor vi hilste på alle børnene, som var meget udadvendte, glade og nysgerrige.

Så kom dagen hvor vi skulle videre til næste ø, og vi havde STADIG IKKE set nogle Mantarays!!! Vi sad rastløse og ventede på at de kom tilbage fra deres Mantaray spotting, og få timer inden færgen ankom var heldet med os! I og med der ikke havde været nogle Mantarays de sidste par dage, var der mange mennesker der skulle med ud og snorkle med dem. Det var så smukt at se dette rolige store dyr, cirkle rundt og indtage sin frokost. Vi lå helt stille i overfladen lige over den og fulgte dens bevægelser. Det var en virkelig god oplevelse og vi kunne glade og tilfredse tage videre til næste ø som hed Nanuya Lailai Island.

Vi mødte en dansker, to franskmænd og en italiener på færgen, der skulle bo samme sted, og vi klikkede hurtigt alle sammen. Da vi ankom, fik vi os lidt af et chok, da stedet var meget faldefærdigt, og der ikke var styr på særligt meget. Kromutter, som tog sig af gæsterne, havde ikke forudset hvor mange af os der kom, så selvom vi skulle være indlogeret i deres Dorm, var hun nødt til at tildele os et værelse i hendes private hus, da der ellers ikke var nok sengepladser. Hele oplevelsen på dette homestay var noget anderledes, da der er en mere familiær følelse og kæmpe diversitet blandt gæsterne. Vi brugte dagen på en lille café, hvor vi fik chokoladekage og øl. Aftenen bød på lange historier fra familiens bedstefar, mulighed for bed bugs i sengetøjet og gigantiske tudser. Trods de negative ting tog vi det hele som en oplevelse og grinede lidt af det, og dagen efter skulle vi videre, men inden da tog vi alle på stranden og hyggede os.

Den næste uge tilbragte vi på et lækkert hotel kaldt Doubletree by Hilton. Hotellet lå på sin egen lille ø, hvor man skulle tage en lille båd i 2 minutter for at komme ud til fra hovedøen. Denne uge stod på ren og skær afslapning. Her havde vi en dagstur, hvor vi besøgte det største hindutempel på Fiji. Det var så smukt med alle sine farver og malerier, der beskriver den hinduistiske tro. Turen bød også på besøg på det lokale grøntsagsmarked, den første landsby på Fiji og Garden of The Sleeping Giant. En dejlig, men ret turistet tur. Det er kun Kasper, der derefter går ind i en souvenirbutik, finder en rigtig flot trævase, og spørger medarbejderne om vi kan komme ud og se det snedkerværksted, der producerer dem. Så det gjorde vi. Vi fik en privat rundvisning og en demonstration i, hvordan de producerer vaserne fra træstub til vase.

Dernæst havde vi en dagstur til en af de mindste og smukkeste øer kaldt Salava Island, hvor vi tilbragte dagen med at bade, slappe af, snorkle og fodre babyhajer. Det var indbegrebet af en paradis ø. Vi fik desværre fortalt af de lokale, at øerne mindskes mere og mere for hvert år - Savala forsvinder formodentligt helt om få år pga. global opvarmning. Så tragisk at den globale opvarmning (os mennesker) ødelægger så smuk natur, der burde blive bevaret og passet på.

Alt i alt har Fiji været så dejlig en getaway!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.